0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter: Årets mest opsigtsvækkende debutroman er vidunderligt opstyltet og uprætentiøs

Den svenske debutant Lydia Sandgren har skrevet en stærkt anbefalelsesværdig roman, der er lige så klog, som den er en sjov og perfekt parodi på det kloge. Den er stor i slaget, elementært medrivende og vil gerne læses.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

'Samlede værker' handler om knuste kunstnerdrømme og forsvundne mødre og er lige så klog og stilistisk ambitiøs, som den er stor i slaget og elementært medrivende. Og vigtigst: sjov.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det var med en vis gru, at jeg modtog denne bog på næsten 800 sider til anmeldelse. Lydia Sandgren, ’Samlede værker’? Et forfatterskab, jeg aldrig havde hørt om – fint nok. Men ’Samlede værker’? Det lugtede langt væk af pligtlæsning og hårdt arbejde.

Men jeg blev hurtigt klogere. For ikke alene var der tale om en debutant – Lydia Sandgren, født 1987 – helt lavpraktisk ’fangede’ bogen mig også fra første side og slap mig først igen et par dage senere. Da var det også gået op for mig, at jeg havde læst en debutbog, man ikke så tit ser på dansk, en bog, som er lige så klog og stilistisk ambitiøs, som den er relativt straight fortalt – som den er stor i slaget, elementært medrivende og gerne vil læses. Og vigtigst: sjov.

Og det med de samlede værker skulle vise sig blot at referere til romanens midtvejskriseramte hovedperson, Martin Berg, forlægger hos Berg og Andrén, der i bogens begyndelse ligger på sit stuegulv og forsøger – for gud ved hvilken gang – at samle alt, hvad han nogensinde har skrevet, til et værk. Halvfærdige romaner, noveller og essays, patetiske forsøg på at skrive dramatik, utallige notesbøger.

»Han kunne ikke genkende det, han havde skrevet, som det, han havde følt«, og det begynder at ligne hans livs tragedie.

Martin har altid været bedre til andre ting, såsom at forsøge at forstå Wittgenstein og diskutere sprogets forhold til perceptionen eller punkens undergang ud fra Hegels dialektik. Romanen følger ham fra skoletiden i 1980’erne og frem, hans obligatoriske rejse til Paris og knuste kunstnerdrømme.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce