Merethe Lindstrøms nye roman ’Fuglenes anatomi’ er for mig en af den slags ambivalente læseoplevelser, hvor man godt kan få øje på nogle litterære kvaliteter (et poetisk sitrende sprog, masser af nerve og en elegant omgang med erindringen og eksistensen), men hvor man alligevel har svært ved at overgive sig til det. Hvad gør man så?

Mens jeg læser den, tænker jeg, at det føles, som om den er skrevet med døren lukket – at jeg ikke kan komme ind, men også, at den skrivende ikke kan komme ud. Der er noget ved måden, hvorpå den holder sine sætninger op som et skrøbeligt skjold, der både er fint og frustrerende.