Den norske forfatter Merethe Lindstrøm holder sine sætninger op som et skrøbeligt skjold. Det er både fint og frustrerende.

Sådan kan det gå, når man flytter på landet: Hun får dagene til at gå med at skrive. Han får dagene til at gå med at drikke

Merethe Lindstrøm modtog i 2012 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen 'Dage i stilhedens historie'. Foto: André Løyning
Merethe Lindstrøm modtog i 2012 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen 'Dage i stilhedens historie'. Foto: André Løyning
Lyt til artiklen

Merethe Lindstrøms nye roman ’Fuglenes anatomi’ er for mig en af den slags ambivalente læseoplevelser, hvor man godt kan få øje på nogle litterære kvaliteter (et poetisk sitrende sprog, masser af nerve og en elegant omgang med erindringen og eksistensen), men hvor man alligevel har svært ved at overgive sig til det. Hvad gør man så?

Mens jeg læser den, tænker jeg, at det føles, som om den er skrevet med døren lukket – at jeg ikke kan komme ind, men også, at den skrivende ikke kan komme ud. Der er noget ved måden, hvorpå den holder sine sætninger op som et skrøbeligt skjold, der både er fint og frustrerende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her