Juliana Léveillé-Trudel har skrevet en roman, som er en sær blanding af rapport og indføling. Den anden og bedste del er et hjerteskærende digt om sommerens død og elskendes adskillelse.

Knausgård, Leonora Christina Skov og Katrine Marie Guldager har brugt romangenren som fripas til at svine folk og familie til. Denne forfatter får anmelder til at stille spørgsmål ved selve betegnelsen

Juliana Léveillé-Trudels 'Nirliit' er både oplysning til borgerne om samfundet og romankunst. Foto: Alain Leveille
Juliana Léveillé-Trudels 'Nirliit' er både oplysning til borgerne om samfundet og romankunst. Foto: Alain Leveille

Det er nemt at forelske sig i inuitter. Navnlig hvis man er hvid og fra storbyen, på sommerophold med returbillet. Forfaldet blandt naturfolkene på tundraen skriger til himlen, druk, stoffer, selvmord, teenagegraviditeter. Men ikke desto mindre …

Fortælleren er en hvid socialarbejder fra Montreal, der har taget sommerjob i inuitbyen Salluit i det allernordligste Quebec. ’Roman’ er genrebetegnelsen på forsiden, men den første halvdel af beretningen er nu snarere en rapport.

142 kr. for resten af året

Politiken fylder 142 år, og derfor kan du læse og lytte med resten af året for kun 142 kr. Er der en bedre måde at fejre os selv på? Nej, det synes vi heller ikke.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 48095752
PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her