Andrea Hejlskovs ’Vølve’, som både er en gendigtning af eddadigtet ’Vølvens spådom’ og et autofiktivt helteepos, er en af den slags bøger, som jeg ville ønske, jeg kunne elske.
For jeg er enig med Hejlskov i mangt og meget. Enig i, at kvinder gennem historien er blevet frataget muligheden for at fortælle deres egne historier. Enig i, at erfaringer med sindslidelse og møder med psykiatri og samfundsbureaukrati skal have plads i litteraturen. At der bør skrives fra andre grupper end middelklassen. At moderskabet er en væsentlig erfaring. Jeg tror også på vigtigheden af ritualer, af hverdagsmagi og af at tage ’det heksede’ på sig som modstand mod kapitalisme og patriarkat. Jeg er enig i, at sproget præger vores virkelighed, og i, at de fortællinger, vi fortæller, spiller en rolle. Og frem for alt er jeg enig i, at klimakrisen kan blive vores endeligt.
