Wiliam Shakespeares søn, Hamnet, døde som 11-årig i 1596. Fire år senere skrev hans far sit berømmede skuespil om prinsen af Danmark. N’et var blevet til et l: Hamlet. De to navne blev brugt vilkårligt om den samme person i arkiverne i Stratford-upon-Avon på hans tid.
Man ved ikke meget om Shakespeares liv, men Maggie O’ Farrells pragtfulde fortælling om den geniale dramatikers familieliv befolker det med mennesker, der lever og ånder – og dør – så man virkelig kan mærke dem. Agnes, som hun kalder hans kone (der hed Anne Hathaway), børnene Susanna og tvillingerne Hamnet og Judith. Men også digterens far, den lidt for smarte handskemager, hans mor, Mary, samt Agnes’ plejemor, Joan, hendes bror Bartholemew og mange andre. Agnes’ rigtige mor, som dør, da Agnes er lille pige, er også til stede. Hun viser sig, når Agnes har brug for det som genfærd, engel eller tegn.






