At læse Proust er ikke noget, man gør i et snuptag. I perioder kan læsningen af det plotløse romanværk, på hvis 3.500 sider snobbede aristokrater fra La belle époque boltrer sig ulideligt, opleves som at spise suppe med en hummergaffel, men så sker det: Pludselig rammer gaflen en luns, der smager så intenst, at man holder ud. Hvis man vel at mærke har tid. Oceaner af tid, der kan bruges til læsning. Det er derfor, Prousts skelsættende værk altid har været de privilegeredes passion: De har tid.

En god måde at komme igennem strabadserne på er at alliere sig med drevne læsere, og det er både Neal Ashley Conrad og Judy Gammelgaard. De er begge aktuelle med bøger, som på meget forskellig vis åbner til Proust og hans værk, der udkom fra 1913-27, flere bind efter forfatterens død. Den seneste danske oversættelse kom i tretten bind på forlaget Multivers og krævede fire oversættere. Den første danske oversættelse krævede fem.