Jeg har skrevet det før, men skriver det gerne igen: Der er ingen litteratur, som handler mere om det skarpe klassesamfund, følelsernes vildveje og dybe venskaber end just politirutineromanen med det private liv, velordnet offentlighed og kammeratligt arbejdsfællesskab.
Derfor trives genren så godt i Norden. Fordi denne krimi gerne via forbrydelsens elementer afslører skjulte klasseskel i folkehjemmet. Samt den problematiske dialektik for et velfærdssamfund, som hævder at have afskaffet korruption, men trods alt hylder vennetjenester som sande venskaber.



