I 1950’erne lagde den italienske forfatter Goliarda Sapienza (1924-96) sin skuespilkarriere på hylden for at gøre alvor af skriveriet. Da hun i 1967 tog fat på arbejdet med den over 600 sider lange mastodontroman, havde hun altså allerede et par bøger på samvittigheden. Men ’Kunsten at glædes’ skulle være hendes helt store mesterværk, hvorfor hun også hengav sig til den i næsten 10 år.

Da manuskriptet endelig lå færdigt, var der bare ingen, der ville antage det, og først 20 år senere lykkedes det Sapienzas mand at udgive romanen for egne midler. Men da var Sapienza død og borte. Og faktisk var det først, da ’Kunsten at glædes’ udkom i Frankrig, at den omsider fik sin fortjente succes. Måske fordi franskmændene er nogle revolutionselskende libertinere?