Jeg siger det med det samme: Jeg gider ikke døden. Når den melder sig inden for min horisont, bliver jeg som en lille 3-årig pige, der stikker fingrene i ørerne, lukker øjnene og traller højt. Som barn var jeg rædselsslagen for manden med leen, siden lykkedes det mig at forvise ham til afdelingen for uhyggelige fantasivæsner, man ikke længere behøvede være bange for, men nu har jeg nået en alder, hvor jeg må sande, at han ikke er fantasi.

Alligevel var det lykkedes mig at lukke ører og øjne for, at den norsk-svenske forfatter Beate Grimsrud er død, og at hendes sidste roman, ’Jeg foreslår at vi vågner’, handler om et kræftforløb, indtil jeg i går satte mig på en parkbænk i velsignet sensommersol for at læse den.