Kurt Fromberg ledede Gyldendal i 17 år og tog initiativ til Encyklopædien. Fredag døde han som 87-årig.

Gyldendal-veteran Kurt Fromberg er død

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Han startede på Gyldendal allerede i 1953 som assistent på boglageret. 68 år senere tog Kurt Fromberg sine sidste åndedræt, da han fredag i sidste uge gik bort i en alder af 87 år, oplyser Gyldendal i en pressemeddelelse.

Og mellemtiden havde ikke så lidt at byde på. Fem år efter, at han begyndte på Gyldendals boglager, fik han en stilling som reklamesekretær. I 1965 avancerede Kurt Fromberg til presse- og reklamedirektør for forlaget og 12 år senere, i 1977, blev han ansat som Gyldendals marketingdirektør. Men Kurt Fromberg var ikke færdig, og fra 1979 var han direktør og medlem af Gyldendals direktion, inden han i 1982 blev udnævnt som forlagets administrerende direktør. Denne stilling havde han indtil 1999. Bag kulissen var det Kurt Fromberg, der tog initiativet til Den Store Danske Encyklopædi, der blev udgivet i årene 1994 til 2002.

Ud over sin tid hos Gyldendal var Kurt Fromberg involveret i en række andre foretagender. Han brugte blandt andet 10 år i bestyrelsen for Louis Poulsen & Co., som fremstiller lamper, frem til 1996. Kurt Fromberg nåede også en tur forbi bestyrelsen i Berlingske Media, der dengang hed Det Berlingske Officin.

I 1999 modtog han Publicistprisen af Den Danske Publicistklub for sin indsats i den danske medieverden. Samme år blev han udnævnt som æresmedlem af Den Danske Forlæggerforening.

Gyldendal oplyser, at Kurt Fromberg døde efter længere tids sygdom.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her