Forfatteren til den internationale bestseller ’Fårehyrdens dagbog’, James Rebanks, skriblede blokbogstaverne ned på servietten i den lille restaurant på Vesterbro i København. Han havde skrevet OSEBOL. Alle så let undrende på navnet på servietten, han skubbede ind midt på bordet. Svensk, forklarede han, titlen på en bog, der snart udkom på engelsk. Rent guld.
Der blev googlet desperat rundt om det lille bord, og den var god nok. Bedste skønlitterære udgivelse i Sverige i 2019. Augustprisen. Forfatterdebutanten og journalisten Marit Kapla havde desuden fået journalistprisen Guldpennen for bogen, hvor hun interviewer samtlige voksne indbyggere i lillebyen Osebol i Värmland. En slags prosadigte. Nogle gange kun en linje eller to på en hel side. 42 livshistorier på godt 800 sider. Bogens mange stemmer er blevet sammenlignet med et korværk.






