Tre spanske mænd har skrevet populære krimier under kvindeligt pseudonym. Nu får stor litteraturpris dem til at træde frem.

Prisvindende kvindelig forfatter viser sig at være tre midaldrende mænd. Nu kaldes de svindlere

På Carmen Molas agents hjemmeside optræder hun med ryggen til kameraet. Det viser der sig at være en god grund til. Pr-foto Hanska / JEOSM
På Carmen Molas agents hjemmeside optræder hun med ryggen til kameraet. Det viser der sig at være en god grund til. Pr-foto Hanska / JEOSM
Lyt til artiklen

Carmen Molas makabre krimier bliver voldlæst og rost af anmelderne, der ligefrem kalder hende den spanske pendant til Elena Ferrante – den populære italienske forfatter, der lever et tilbagetrukket liv og skriver sine bøger under pseudonym.

Nu afslører Carmen Mola så sit hidtil største plottwist: Hun eksisterer slet ikke, heller ikke under et andet navn. Faktisk er hun helt opdigtet, og da hun fredag vandt den store spanske bogpris Planeta, var det i stedet tre midaldrende mænd, der trådte op på scenen for at modtage prisen, hæderen og de godt og vel 7,5 millioner kroner, der fulgte med. Til alles overraskelse, skriver The Guardian.

En falsk mor til tre

De tre mandlige forfattere – Agusín Martínez, Jorge Díaz og Antonio Mercero – har alle udgivet romaner og skrevet tv-manuskripter under eget navn, før de sammen begyndte at skrive under det fælles pseudonym Carmen Mola.

Det er indtil videre blevet til tre romaner om efterforskeren Elena Blanco, der ifølge forlaget Penguin Random House er »en besynderlig og ensom kvinde, der elsker grappa, karaoke, klassiske biler og sex«.

De tre mænd afviser at have valgt et kvindeligt pseudonym, fordi det skulle sælge ekstra mange bøger:

»Vi gemte os ikke bag en kvinde, vi gemte os bag et navn«, siger Antonio Mercero til den spanske avis El País ifølge The Guardian.

»Jeg ved ikke, om et kvindeligt pseudonym ville sælge mere end et mandligt. Jeg har ikke den svageste idé, men jeg tvivler«.

Siden den første roman udkom, har Mola været omgivet af mystik. I tidligere interviews, blandt andet i den spanske avis ABC, er det blevet fortalt, at hun er en professor i slut-40’erne fra Madrid, der har brug for anonymitet for at »beskytte et roligt og sat liv, der intet har med litteratur at gøre«.

Molas bøger er kendt for at være rimelig makabre, og netop kontrasten mellem en helt almindelig kvinde med tre børn og de blodige plot er fremhævet som et markedsføringsgreb.

»Det er ikke gået nogens næse forbi, at ideen om en universitetsprofessor og mor til tre, der underviste i algebra om morgenen og skrev ultravoldelige makabre romaner i sin fritid om eftermiddagen, udgjorde en god markedsføringsstrategi«, skrev den spanske avis El Mundo i et interview med forfatteren.

»De er svindlere«

Sidste år blev en af Molas bøger af Women’s Institute i Spanien udråbt som feministisk litteratur, der ligesom blandt andre Margaret Atwoods bøger giver særligt indblik i kvindeliv og sætter fokus på kvinders rettigheder og frihed.

Derfor er ikke alle lige begejstret for, at der viser sig at være tre mænd bag Mola-navnet. Den spanske feministiske forfatter Neatiz Gimona kalder dem slet og ret svindlere.

Planeta-prisen uddeles af et forlag med samme navn og gives til bøger, der endnu ikke er publiceret. Mola modtager prisen for den historiske thriller ’The Beast’, som nu vil blive udgivet på forlaget.

Frederikke Amalie Albrechtsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her