Du skal vel ikke engang eje det lille kemikersæt for at vide, at titlen på Jussi Adler-Olsens nye politirutineroman – krimithriller er en idiotisk reklamebetegnelse – ’Natrium Chlorid’ betyder salt i flere betydninger. Her taler vi mest om almindeligt salt fra gulv til loft i kælderen og i kokainen ved siden af lig. Jamen, som vor mørke, småbøse vicepolitikommissær Carl Mørch siger det på side 223, fællesnævneren for de mange mord udstrakt over mere end 30 år må være salt. Ingen epokegørende konstatering for den standhaftige læser, som har forsøgt at forfølge et meget mystisk og enigmatisk plot. Det er faktisk først 200 sider før sidste side, at intrigen falder nogenlunde på plads, synkront med at vi sidenhen havner på en decideret cliffhanger. I niende og næstsidste bind om Carl og kollegers meritter og mordgåder.
Denne meget kringlede og tågede handling, gamle og nye selvmord, der pø om pø viser sig at være mord planlagt efter bestemte datoer, kan betragtes som enten usigeligt klodset eller tilsigtet genial. Alt efter om du er svoren fanatisk fan eller klassisk kritisk krimilæser. I hvert fald er ’Natrium Chlorid’ klart bedre end den forrige patetisk-sentimentale internationale affære, ’Offer 2117’.
