Litteraturen er fuld af børn med tanker så avancerede, at de dårligt kunne stamme fra andre end den voksne forfatter. Tag bare den 9-årige Oskar Schell i Jonathan Safran Foers succesroman ’Ekstremt højt og utroligt tæt på’ (2005) eller tjenereleven i Robert Walsers klassiker ’Jakob von Gunten’ (1909). Selv om jegfortælleren i norske Kjersti Anfinnsens ’De sidste kærtegn’ er en endog meget gammel dame, fik den mig til at tænke på litteraturens alt for begavede børn og på, hvor vanskeligt det må være at skrive om livsfaser, man for længst har forladt eller slet ikke har taget hul på endnu. Hvor let det er at forfalde til klicheer.
Og forfalde til klicheer synes jeg desværre, at Kjersti Anfinnsen (f. 1975) gør i sit portræt af den pensionerede hjertekirurg Birgitte Solheim. Solheim er præcis lige så stivsindet, som den stereotype gammeldame er, inden hun mod fortællingens slutning – ligeledes efter forskriften – formildes af en uventet lykke.
