Der er noget næsten nuttet over det. En mandlig forfatter på vej mod 50, som pludselig udgiver en digtsamling om natur og klima. Ifølge pressemeddelelsen har Torben Munksgaard (f. 1975), der debuterede som digter med ’Mere lys’ i 2019 og senest har gjort sig som krimiforfatter med ’Digterens død’ og ’Diskodanserens død’ fra hhv. 2020 og ’21, i forbindelse med sin nye bog, ’Planet B’, givet sig i kast med en alternativ naturdigtning efter at have læst Timothy Morton, den efterhånden rockstjerneagtige økofilosof.
Munksgaard skriver som altid enormt godt, nærmest overlegent, men nogle af digtene fremstår altså en smule ubehjælpsomme – til tider er det lidt som at overvære turister forsøge sig som cyklister i København. Men hvad er det egentlig for noget pjat fra min side? Alle må sgu da læse Morton og få en åbenbaring, alle aldre og alle køn kan blive berørt af den økologiske krise og få lyst til eller endda føle det nødvendigt at skrive om det, sådan er det!






