Inden for den normdannende mainstreamthriller og -historieroman, er walisiske Ken Follett den absolutte katedralbygger. Ikke blot fordi hans mest berømte roman, ’Jordens søjler’, handler om middelalderens domkirkebyggeri. Men fordi han altid gestalter en langstrakt fortælling, sat op på tykke søjler af plotmæssig spænding og historisk viden. En højkirkelig midtergang frem mod et brusende kor med altergang og andagt. Undervejs er der nicher og kapeller, hvor vigtige bipersoner på sidelinjen deltager i det allegoriske billede om den jordiske verdens menneskelige dårskab og enfold. Med blindhed for at lære om historien. Hos Marx gentager den sig som bekendt som en farce. Hos den mildt venstreorienterede Follett som endnu et sørgespil.
Her som endnu en omgang krigsspil med katastrofe og kaos.
