De næste tre historier om Stieg Larssons aparte og populære romanfigur Lisbeth Salander kommer til at foregå i det nordlige Sverige. Her skal den voldsparate superhacker husere i et landskab, hvor de uendelige skove er mørke og truende, og hvor man aldrig rigtig ved, hvad der foregår i hovedet på lokalbefolkningen, hvis man ellers skal dømme efter Karin Smirnoffs tre romaner om Jana Kippo. Af samme grund er det måske ikke helt ved siden af, at netop Smirnoff er udvalgt til at skrive videre på Larssons Millennium-univers.
Da det kom frem, at forlaget Polaris havde overtaget retten til bind 7-9 i Millennium-serien, sagde forlagschef Jonas Axelsson, at mange nok ville blive overrasket, når forlaget offentliggjorde navnet på den nye Millennium-forfatter efter David Lagercrantz, og i denne uge fik han ret. Der var blevet gættet flittigt på navne blandt de svenske krimiforfattere, men hvem havde overvejet Smirnoff som en mulighed?





