Det er slående, så mange forfattere, heriblandt en hel del yngre, der er optaget af Guds fravær. Det gælder f.eks. Rakel Haslund-Gjerrild, Josefine Klougart og Ditte Holm Bro, og det er ikke spor underligt.

Der er ingen ro omkring det at være menneske, alt er i forandring, naturen vånder sig, kloden gisper, den mentale jord ryster uafvendeligt, og vores kultur hylder min salighed denne flydende og usikre realitet som et fremskridt. Usikkerheden italesættes som ’dynamik’ og ’udvikling’, selv om meget godt er under afvikling.