Der er noget, jeg gerne vil have undersøgt og, om muligt, afklaret. Hvorfor der er en særlig type litteratur, jeg ikke kan lide? Hvorfor kan jeg ikke det? Jeg spørger oprigtigt og nysgerrigt. Hvorfor kan jeg ikke lide bøger som Ottessa Moshfeghs ’Mit år med ro og hvile’ (som jeg anmeldte ret negativt her i avisen i 2020), Halle Butlers ’Det nye mig’ (som næsten lige er kommet på dansk) eller Sally Rooneys romaner senest ’Skønne verden, hvor er du’ ?
De tre romaner er skrevet af kvinder af fra henholdsvis USA og Irland, og især Moshfeghs og Butlers to bøger har mange fællestræk: Kvindelige jegfortællere, omkring de 30 år vel, universitetsuddannede, en del af det prekære arbejdsmarked i Chicago og New York, kæmper begge med at finde mening i livet og trasker lidt deprimeret rundt i verden, hvis de da ikke ligefrem ligger i deres seng og ser serier. Dette er det liv, der beskrives. Det er samtidsdiagnose og samfundssatire. Jeg burde kunne lide det, men det kan jeg ikke.
