For nylig talte mine døtre ikke til mig i en uge. Den rituelle #MeToo-diskussion havde for Gud ved hvilken gang bølget hen over søndagsfrokosten, og hvor jeg hørte to arrige fjerdebølgefeminister skælde ud, hørte de en forstokket boomer-type, som forlangte videnskabelig dokumentation i stedet for at tage deres og venindernes erfaringer alvorligt.
Og de havde ret. Udsigten fra mit akademiske elfenbenstårn var blevet for snæver, og i min iver efter nuancerende fodnoter og analytisk stringens havde jeg rent glemt Michel Foucaults vigtige pointe om, at diskurser skaber indsigt og blindhed i samme moment. Jeg betragtede virkeligheden fra mit eget bekvemme perspektiv og glemte at kigge to grader til højre og fem millimeter opad, hvor mine døtre stod med deres hverdagsfrustrationer og retfærdige harme.
