’Samling’ er den britiske forfatter Natasha Browns (f. 1990) kloge, smukke debut om at være ufrivilligt i konstant karambolage med samfundets hierarkier som ung kvinde i bankverdenen med jamaicansk ophav og en hvid kæreste fra den øvre middelklasse. Det er en fuldstændig overlegen udgivelse, der på 122 sider får oprullet en hel række af de samfundsproblematikker, der præger et postkolonialt Brexit-London.
Samtidig er de svøbt i en nærmest Virginia Woolfsk rammefortælling, hvor vores hovedperson også bare går og sanser sine kollegaers sved, udsigten fra en togvogn og blomsterbedene i sin svigermors have. Som det også er tilfældet i ’Mrs. Dalloway’ kulminerer det hele i et overdådigt nøje forberedt selskab, i ’Samling’ i form af en ekstravagant havefest på svigerfamiliens landresidens.


