Holdt kæft, hvor er det hårdt, hårdt og mørkt, at være i Rasmus Halling Nielsens nye digtsamling ’DAWN BETYDER DAGGRY’. »OG MØRKET ER MEGET MØRKT/ OG MØRKET ER MEGET MØRKT/ OG MØRKET ER MEGET MØRKT«, står der således på den ene side i et opslag, hvor der på den anden står: »NATTEN NAT/ NATTEN NAT/ NATTEN NAT«.
Digtene, som gengives i forfatterens egen håndskrift, består alle af sådanne gentagelser. Det er mørkt, men også meget nøgent, uhyggeligt næsten. Der står ikke mere på siderne end tre identiske sætninger, der nogle gange hænger sammen med og løber over i den/dem på den næste side, andre gange ikke.






