God prosa er som en vinduesrude«, omtrent sådan slutter forfatteren George Orwell sit essay ’Why I Write’ fra 1946. God prosa er klar og gennemsigtig. God prosa har et politisk formål og lader sig ikke uden videre føre på vildspor.
Ikke desto mindre er det nøjagtigt, hvad fortælleren i Deborah Levys erindringsværk ’Ting jeg ikke vil vide’ er – på vildspor, altså. Som en anden Dante føler hun sig midtvejs på sin vandring gennem livet både vildfaren og fortabt. Hun bryder sammen på rulletrapper og om bord på fly, men kender ikke selv årsagen. Og da hun endelig rejser til Mallorca for at søge tilflugt på et afsidesliggende bjerghotel, farer hun blot yderligere vild: »Aftenen før, da jeg ved midnatstid var gået ind i skoven; det var dét, jeg havde lyst til. Jeg var faret vild, fordi jeg havde misset stien til hotellet, men jeg tror jeg havde lyst til at fare vild for at se, hvad der så ville ske«.





