Første bind af Deborah Levys ’levende selvbiografi’ handler om at fare vild halvvejs i livet. Men ’Ting jeg ikke vil vide’ er også en bog om politik, om at skrive og om at turde tale lidt højere og lidt højere endnu.

5 hjerter: En sætning i værket vil gå over i historien

»For at blive forfatter havde jeg måttet lære mig selv at afbryde, åbne munden, tale lidt højere, og lidt højere endnu, og så bare tale med min egen stemme, som slet ikke er særlig høj«, skriver Deborah Levy.
»For at blive forfatter havde jeg måttet lære mig selv at afbryde, åbne munden, tale lidt højere, og lidt højere endnu, og så bare tale med min egen stemme, som slet ikke er særlig høj«, skriver Deborah Levy.
Lyt til artiklen

God prosa er som en vinduesrude«, omtrent sådan slutter forfatteren George Orwell sit essay ’Why I Write’ fra 1946. God prosa er klar og gennemsigtig. God prosa har et politisk formål og lader sig ikke uden videre føre på vildspor.

Ikke desto mindre er det nøjagtigt, hvad fortælleren i Deborah Levys erindringsværk ’Ting jeg ikke vil vide’ er – på vildspor, altså. Som en anden Dante føler hun sig midtvejs på sin vandring gennem livet både vildfaren og fortabt. Hun bryder sammen på rulletrapper og om bord på fly, men kender ikke selv årsagen. Og da hun endelig rejser til Mallorca for at søge tilflugt på et afsidesliggende bjerghotel, farer hun blot yderligere vild: »Aftenen før, da jeg ved midnatstid var gået ind i skoven; det var dét, jeg havde lyst til. Jeg var faret vild, fordi jeg havde misset stien til hotellet, men jeg tror jeg havde lyst til at fare vild for at se, hvad der så ville ske«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her