Tine Høegs ’Sult’ er en mørk roman om driften efter et barn. Og en ophøjelse af de kvinder, der ellers er blevet hånet – bonusmødre, stedmødre og barnløse kvinder.

Hvad stiller man op, hvis man ikke kan få børn i et samfund, hvor ’kvinde’ stadig omtrent er synonym med ’mor’? 

Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

Mia er forfatter og havde egentlig tænkt sig at skrive en okkult gyser om at være bonusmor, glasere den sammenbragte families trummerum med genrelitteraturens kulørte palet. Men da det kommer til stykket, magter Mia kun at føre dagbog. Dagbogen er af princip rodet, planløs, potentielt endeløs og derfor den eneste form, som måske kan rumme den skam, sorg og skuffelse, som Mia gennemgår, mens hun prøver at blive gravid med kæresten Emil. ’Sult’, der til dels er baseret på Tine Høegs egne erfaringer fra et fertilitetsforløb, løber over ni måneder. Så lang tid tager udviklingen af et fuldbårent barn, men Høegs roman ender ikke med nogen fødsel.

’Sult’ er ikke forløsende, den er skvulpende og turbulent; man svæver og løftes op af kærlighedshistorien mellem Mia og Emil og især af den fintfølende skildring af livet med de to bonusbørn, Felix og Selma, hvordan de hvisker og rumsterer, trænger til at sidde på skødet, lister sig ind i sengen om natten, og øjeblikket efter læser man: »Ingen af æggene er blevet befrugtet«. Så lidt kan der stå, og hjertet synker i livet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her