På en hestevogn i Nordsjælland i 1800-tallet sidder gravide Jane og observerer et uforståeligt fænomen: En hjorteflok buldrer ud fra skovbrynet, men hakker så brat klovene i landevejen, som havde et usynligt lyn slået ned foran dem. De galoperer skræmte væk, og en ældre passager forklarer, hvordan der for længe siden lå en å, som hjortene drak af. Den tørrede ud og blev til kviksand, som de intetanende dyr sank ned i og brølede sig ihjel i. Undtagen de få, der fik kæmpet sig op: »og deres kalve og kalvene efter dem … ja, de husker stedet .. eller man kan sige, at de i hvert fald kan mærke et eller andet, men først når de er helt henne ved kanten, så er det, som om de bare ved det«. En ordløs frygt nedarvet gennem generationer af kroppe.

De i anden rang traumatiserede hjorte fungerer som analogi til ’Vener’s slægtsdrama, hvor Janes kvindelige efterkommere i tre generationer bliver præget af den skæbne, der overgår hende og det der på vognen endnu ufødte barn.