Da litteraturkritikeren Ane Farsethås for omkring 10 år siden satte sig for at beskrive 00’ernes norske litteratur, fandt hun på en dragende og dyster metafor.
Romaner af forfattere som Karl Ove Knausgård, Carl Frode Tiller, Matias Faldbakken, Erlend Loe og mange flere var for hende at se præget af en særlig sindsstemning, en følelse af at sidde fast i et bekvemt fangenskab, i et guldbur.





