Vi husker marokkanske Ahmed, der blev født som pige, men måtte leve som dreng. Hendes far ville have en søn, men hans kone fødte kun piger. Tahar Ben Jelloun vandt i slutningen af 1980’erne både international berømmelse og Goncourtprisen i Frankrig med de to romaner om Ahmed: ’Sandbarnet’ og ’Den hellige nat’. Det var poetiske, tragiske, indignerede romaner, som foldede skæbner ud mellem køn og køn, nord og syd, Europa og Arabien.
Ben Jelloun har livslangt gennemlyst det marokkanske samfund i al dets postkoloniale gru, tristesse og skønhed. Lyset er faldet tilbage på Frankrig, hvor den marokkanske forfatter har levet hele sit voksne liv. Jelloun ventede ikke på de aktuelle vækkelser, før han skrev om ’Racismen forklaret for min datter’ (1998), om ’Islam forklaret for børn’ (2002) eller ’Terrorismen forklaret for vores børn’ (2016).





