Det er i udgangspunktet altid en glædelig dag for en anmelder, når en ny roman af Delphine de Vigan dumper ind gennem brevsprækken. Særligt når det er en roman, der tematisk bevæger sig tilbage til det spændingsmæssige spektrum, der gjorde hendes tidligere, mesterlige roman ’Baseret på en sand historie’ til en genial gyser: spillet mellem virkelighed og fiktion.
I ’Baseret på en sand historie’ overvejer hovedpersonen, forfatterinden Delphine, at skrive en fiktiv roman om deltagere i et realityshow. Det er netop, hvad virkelighedens Delphine gør i ’Børnene er konger’. Men dér slutter enhver sammenligning desværre også.





