Ville en ung Solvej Balle egentlig have fået den samme chance i dag? Jeg mener: Ville et af de store forlag turde binde an med en original og æstetisk kræsen forfatter som hende?
I begyndelsen af november modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris for de tre første bøger i syvbindsværket ’Om udregning af rumfang’, og lige siden har jeg gået og stillet mig selv de spørgsmål. Og nej, generelt er der mere og mere, som tyder på, at de store forlag har fået sværere ved at genkende og omsætte litterær kvalitet. Det litterære system, som vi har kendt det i årtier, er under tydelig forandring.





