Vi lever i autofiktionens og krænkelseslitteraturens epoke. Men under den dominerende litterære retning er der altid en modstrømning, som bare er svær at få øje på før bagefter. Det er den ene af to ting, vi kan lære af et overraskende og velredigeret udvalg af prosafiktion fra begyndelsen af forrige århundrede.

Årene 1900 til 1910 var domineret af realisme. 1890’ernes symbolistiske udskejelser var forbi. Tiden var inde til Jakob Knudsens alvorstunge realisme foruden det, man lidt nedsættende har kaldt hjemstavnslitteraturen. Aakjær og Nexø skrev socialkritisk litteratur. Det var det første demokratiske årti i danmarkshistorien. Folket skulle til.