I efteråret vandt Ia Genberg Augustprisen for årets bedste skønlitterære bog i Sverige. Romanen ’Detaljerne’ blev et gennembrud for den 55-årige forfatter, som debuterede så sent som i 2012. Det var der en god grund til.
Da Ia Genberg var i begyndelsen af 20’erne, rejste hun rundt i Asien. En gang hver anden måned ringede hun hjem til sine forældre. Det var, hvad hun dengang havde at fortælle omverdenen. Hun er glad for, at hun ikke satte sig for at skrive en bog i den alder.
»Jeg ville aldrig have kunnet skrive noget, der havde en værdi, da jeg var 22. Jeg var en stor baby, det var blevet helt uinteressant. Jeg, som daskede rundt i Indien, det ville være blevet så kedeligt. Jeg har haft brug for tiden, fordi jeg var så umoden, simpelthen«, fortæller Ia Genberg til Morgenbladet i Norge, hvor bogen udkom en uges tid tidligere end i Danmark.
Let ved at give slip
’Detaljerne’ består af fire portrætter af personer, som fortælleren har mødt. Og ligesom i Rachel Cusks Outline-trilogi får man ud over de fire portrætter indirekte et portræt af fortælleren.
»Jeg syntes, det var interessant ikke at fortælle noget særligt om hende, men at lade læseren lære hende at kende gennem, hvordan hun fortæller om andre, siger Genberg til Morgenbladet.
Hun ser sin hovedperson som et menneske, for hvem relationer betyder meget. Det er gennem relationerne, hun finder mening, og Ia Genberg siger åbent, at det minder meget om hende selv.
»Hun har let ved at knytte sig til mennesker, men også let ved at give slip på dem. Og det er vel pointen med bogen, som jeg ser det. Hun lader på en måde mennesker skylle igennem sig og sidder tilbage med meget af det, de kommer med. Men uden at holde fast i dem«.
Den svenske prisvinder har fået virkelig gode anmeldelser i Norge. Det er ellers ikke altid, at en god modtagelse i hjemlandet følges af god modtagelse i nabolandet.
»Det var ret dumt«
Det viste sig, da Karin Smirnoffs bud på den syvende Millennium-roman for nylig udkom i Norge. I Sverige var anmeldelserne ikke overstrømmende, men Smirnoffs første roman med Salander & co. blev godkendt hos de fleste anmeldere. Smirnoffs opfindelse af en niece af Lisbeth Salander blev endda kaldt en genistreg.
Mest kritisk var Expressen. Anmelderen kunne godt lide, at Smirnoff havde flyttet Millennium-miljøet og ladet det norrlandske mørke sænke sig over Stieg Larsson-universet, men problemet var ifølge Expressen, at Smirnoff dybest set ikke er krimiforfatter og heller ikke har tænkt sig at blive det.
Selv om anmeldelserne ikke ligefrem var fantastiske, har de svenske læsere været trofaste følgere af Millennium-bøgerne. ’Havørnens skrig’ blev nr. 2, da man skulle skrive listen over de mest solgte skønlitterære bøger i 2022. Millennium 7 blev kun overgået af Lars Keplers krimi ’Netspinderen’.
Hvordan det vil gå i Danmark, ved vi først, når den danske oversættelse udkommer 10. februar. I Norge er bogen dog allerede udkommet, og anmeldernes dom har været af en karakter, så man på forlaget Kagge nok har haft lyst til at holde sig for øjnene. Modtagelsen lokker ikke ligefrem bogkøberne ind i boghandlerne.
NRK’s anmelder kunne i udgangspunktet godt se, at det måske ikke var det dummeste, man kunne gøre, når man valgte at få Karin Smirnoff til at skrive videre på Stieg Larssons historier.
»Men så viser det sig hurtigt, at det alligevel var ret dumt«, skriver anmelderen.
For lidt albuerum
Som alle med interesse for Millennium-bøgerne efterhånden ved, er handlingen flyttet til en lille, fiktiv by på Karin Smirnoffs hjemegn i Nordsverige. I den vildtvoksende handling er der piger, der forsvinder fra et asylcenter, korrupte pampere, et skummelt vindkraftprojekt, og et sted i udkanten står en sadist og lurer.
»Der er i det hele taget så mange skurke og potentielle helte i denne svenske lilleby, at man tænker, det lokale politi bliver nødt til at øge bemandingen. Rent litterært bliver problemet, at ingen af de involverede får det nødvendige albuerum, som er nødvendigt for, at vi begynder at interessere os for dem«.
For NRK’s anmelder er det dog ikke først og fremmest en litterær troværdighed, men en etisk troværdighed, der mangler.
»Kan det være følelsen af, at hele dette univers af mennesker og miljøer er sat i bevægelse udelukkende for at fylde lommerne hos forlag, forfatter og arvinger? At vi har at gøre med et litterært spinoff-produkt, som er netop det? Mere spinoff end bog?«.
En parodi på en skurk
VG er ikke venligere stemt og uddeler to stjerner af seks for det, avisen kalder en flad og uoriginal historie.
Ifølge VG bliver en sadistisk skurk fremstillet så overdrevent, at det er mere end parodisk.
»Det er, som om Karin Smirnoff ikke stoler på sine evner som forfatter«, skriver VG’s anmelder og mener, at Smirnoff i stedet hælder banale og overtydelige, til dels sentimentale personskildringer på. For slet ikke at tale om en kaskade af sadisme og blod.
»Her mangler fuldstændig de gådefulde lag, som gjorde Stieg Larssons første Millennium-bøger så fascinerende«, skriver anmelderen.
Dagbladets overskrift er ’Parodisk’. Dommen lyder på tre stjerner.
»Der er mange spændende enkeltscener, men det hele bliver mere og mere uhyggeligt, rodet og uoverskueligt, og til slut nærmer det sig parodien med et plot, som nærmest går i opløsning«.
»Når jeg lukker ’Havørnens skrig’, er jeg sandt at sige usikker på, hvad jeg har læst. Jeg må samtidig indrømme, at det var ganske underholdende, mens det stod på. Og måske er det som med (David red.) Lagercrantz, at Smirnoff skal skrive sig varm med en bog eller to. Vi må give hende en chance til«.
fortsæt med at læse
