Egentlig havde jeg ikke regnet med at få læst Jacob Marks bog. Litteraturredaktionen havde lagt ’Fartblind’ som så mange andre nye udgivelser ’til orientering og eventuel anmeldelse’ i mit dueslag på redaktionen. En pæn måde at sige på, at de ikke regnede med noget fra min hånd, og den uden videre debat sagtens kunne lægges til side.
Sådan tænkte jeg også, det ville gå, da jeg pligtmæssigt lige åbnede den og kastede et blik. Jeg kendte naturligvis godt til den unge SF’ers sygemelding og stress, men en hel bog om en 31-årig politiker? Måske lidt tidligt at skrive en biografi trods alt?
Men jeg tog fejl. Jeg blev bogstaveligt talt suget ind i fortællingen, åd bogen råt på et par aftner. Ikke bare var den glimrende skrevet og gav en fornemmelse af at være hudløst ærlig, den var også interessant og tankevækkende. Både omkring politik, politikere og arbejdslivets valg og fravalg.
Jacob Mark går fra 0-100 km i timen. Bogstaveligt talt. Han bliver til sin egen og partiets overraskelse valgt ind i Folketinget i 2015. Det er næsten socialistpartiets Stunde Null, SF bliver kvast efter fiaskoen med at gå i regering. Men den 23-årige Mark kommer ind, og så går det ellers bare derudad.
Hans første opgave får han allerede, da han kort efter valget sidder midt i en drukleg med gutterne på Roskilde Festival. Bedst som han er ved at drikke hjernen ud, ringer gruppeformanden. Migrationskrisen er ved at eksplodere, Inger Støjberg er på krigsstien med et hasteforslag om at nedsætte ydelserne til flygtninge, og gruppeformanden beder Mark gå på banen. Han skal tage debatten i Folketinget to dage senere. Beklageligvis har partiet ikke rigtig nogen politik på udlændingeområdet efter regeringsdeltagelsen, så Mark må lidt tage den på gefühl.
Det gør han så, det går, og så er det ellers afsted over stepperne. Ordførerskaberne vælter ind over Mark, og inden der er gået ret længe, er han selv gruppeformand. Han giver den max. gas, deltager i utallige debatter, stiller op på tv, så snart de ringer, og byder sig ivrigt til. Helt efter bogen, sådan gør en ambitiøs politiker.
Som vælger og borger er det altid lidt bekymrende at få indblik i, hvor tilfældigt og lemfældigt den politiske pølsefabrik reelt fungerer – ifølge Mark var SF’s krav om minimumsnormering i institutionerne resultatet af en desperat brainstorm mellem ham og hans studentermedhjælper en af de første dage på kontoret, hvor de følte, de måtte ’mene noget’.
Alarmlamperne blinker og bamler
Men mest af alt er ’Fartblind’ en medrivende beretning om en ung mand, der bliver suget ind i den politiske verden, der æder ham med hud og hår. Det hele bimler og bamler, og det er let at forstå, at det er berusende. Mark kan gå på vandet, gå i byen med vennerne hele natten og så videre til TV 2 NEWS, kaste op inden optagelserne og så videre. Der er gang i den, og med ungdommens overmod og usårlighed er det i den grad carpe diem for Jacob Mark.
Alarmlamperne blinker og bamler, men Mark klør på. Selv da han en nat ligger med hamrende hjerte og har det så skidt, at kæresten foreslår, at de kontakter den psykiatriske skadestue, går det ikke rigtigt op for Mark, at den er helt, helt gal. Vel googler han ivrigt løs og finder diagnoser, men da han næste dag efter en søvnløs nat og i elendig form bliver ringet op af tv og spurgt, om han vil deltage i (endnu) en debat, er svaret naturligvis ja. Han gasser videre, the show must som bekendt go on.
Men i længden går det ikke. Mark får det gradvist ringere og ringere, og vendepunktet kommer en aften, hvor det går op for ham, at han ikke kan se sin kæreste på den anden side af bordet ordentligt. Det viser sig, at hans langvarige stress har beskadiget synet, saften siver bogstaveligt talt ud af ham, og langt om længe er Mark nødt til at trække stikket. Det gør han, og hele sidste del af bogen handler om den svære beslutning, og hvor svært det er for Mark at holde fast i den. Både han selv og det politiske system trækker i ham – man fornemmer som læser presset både indefra og udefra.
Det er rørende, men det er også bekymrende. Ikke bare for Jacob Mark, men for os allesammen. For det danske politiske system, som Mark beskriver, virker både umenneskeligt hårdt og som et, der er så udsultet for empati og talent, at det let kommer til at suge kraften ud af de talenter som Mark, der dukker op. Christiansborg fremstår som en toksisk arbejdsplads, og man kan tvivle på, om de politikere, der selv arbejder på den måde, virkelig er de rette til at regulere arbejdslivet for alle os andre.
Nu er Mark tilbage, han insisterer i bogen på at have lært den svære kunst at sige nej. Som læser håber man inderligt, at han har ret. Men tvivlen nager.
fortsæt med at læse
