Man skal lede længe efter noget, der er stærkt at citere fra de næsten 600 sider, Kim Blæsbjerg har skrevet om en kemikaliefabrik i 1950’ernes Lemvig – romanen er så konsekvent upåfaldende skrevet, at man næsten må beundre det.

Men jeg kom også til at læse det konsekvent upåfaldende ved den som udtryk for en streng og velvalgt metode; ordentlige sætninger, der går stille med dørene, ikke stikker så dybt og mest holder sig til det faktuelle.