Kære Felix
Tillykke, jeg ved, du har købt en kolonihave. Nu kan du blomstre med årstiderne, og derfor har jeg sendt dig ’Vilde buketter’ af Dorte K. Rhode Nissen. Hun har 100 buketter med sæsonernes blomster, plukket fra naturen omkring os. Nu ved jeg ikke, hvad der gror i den vejkant, du skal betræde, men måske bogen kan give dig nye planteøjne. Hvornår tager du imod bestillinger?
Mvh Eva
Kære Eva
Jeg bladrer og drømmer. Om flitteraks og skov-forglemmigej. Om vild løg, rank og rosa står den. Om marehalmen, der godt tør gøre spidst væsen af sig. Hyldeskærmene i al deres overdåd. Vi har lige bestilt frø hjem til ’koloen’. Sært forelsket er jeg i en solsikke, der hedder ’Velvet Queen’, gotisk og rød, og den spiselige særling skorpionsurt. Jeg glæder mig til at se dem vokse i min nye have, jeg kan forestille mig at være tæt på dem.
For mig har blomster, og planter generelt, alle dage været forbundet med løftet om noget. Jeg kan bedre lide det at plukke buketten, end hvordan den ser ud i den blågrønne vase på spisebordet. Det, blomsterne kan, er ofte større end det, de egentlig gør.
Det er jo blevet lidt yt, det med at give blomster. I hvert fald de supermarkedsførte klonagtige buketter, der føles lige så naturlige som sølvpapir og asfalt. Nu skal man hellere give levedygtige planter, noget, der kan vokse videre, noget, der ikke bare bliver til grønt affald på en weekend.
Men det vender nok tilbage, det moderne i blomsterne. Jeg har lige prøvet at undersøge. hvornår forholdet opstod, mellem os mennesker og blomsterne, altså dem, der bare pynter og ikke fodrer og kurerer.
Luksuskultur med fine rødder
Heldigvis har jeg et abonnement på London Review of Books, det kommer hver anden uge, og jeg får det aldrig læst, men deres database er god. Jeg finder en anmeldelse fra august 1993 (min fødemåned!), den handler om Jack Goodys ’The Culture of Flowers’.
Hans tankerække begynder i Afrika, hvor der kulturhistorisk set har været et fravær af pyntende blomster (undtagen i islamiske lande og områder). Faktisk peger Jack Goody på, at knapheden af blomster i nogle kulturer måske har været medvirkende til, at nogle afrikanske sprog ligeledes har afgrænsede sprog for farver.
Men hvorfor ingen blomster? Har klimaet været ugunstigt? Måske, men åbenbart mente Jack Goody at det handlede om to ting: bevægelighed og hierarki, det første var der brug for, det andet ikke. Når landbruget er nomadisk, så giver det ikke mening at bruge tid på udelukkende æstetiske planter. Og det omrejsende samfund er ikke særlig hierarkisk, og pynteblomsterne trives nemlig særligt godt et bestemt sted, og det er overklassens rige muld.
Blomster, buketter og andet øjeguf er en del af en ’luksuskultur’, man skal være mæt og rask, før man gider plante en rose. Et sted, unyttehaverne opstod, var Mesopotamien, hvor det var in at have en paradisisk have i dit palads. Da det romerske rige blomstrede stærkest, var flora hot som bare pokker. Så faldt det, og kristendommen kom med afholdenhed og smed blomsterne ud med vasevandet. Først i det tolvte århundrede, ifølge Jack Goody under stærk islamisk indflydelse, blev blomsten igen populær.
Og selv i Guds egen puritanske baghave, USA, var det først op i 1800-tallet, måske på baggrund af litterære franske trends, at de rent æstetiske blomster satte rod.
Igen er jeg blæst bagover af den enkle sandhed, at ting aldrig bare er. Det kan godt være, Gertrude Stein mener, at »en rose er en rose er en rose«, men den er altså også borgerskabets hang til unyttig skønhed, hierarkiets historie, Babylons hængende haver og det stedsbundne landbrug.
Så jeg vil gerne lave en buket til dig, Eva, med noget fundet i haven. Noget, der ikke skal andet end at være flot, og huske dig på den luksus, det er at være både dig og mig.
fortsæt med at læse
