Til sidste uges Mofibo Awards – en begivenhed, der siger en del om lydbogens nye status – lød mantraet fra scenen: ’Lydbøger gør spildtid til kvalitetstid’. Det klingede helt Don Drapersk, men mindede mig også om noget, det er flovt at indrømme: Engang så jeg ned på lydbogslytning. Jeg tænkte simpelthen på det som en andenrangslitteraturoplevelse. Det at få læst højt var at ’springe over, hvor gærdet er lavest’, sammenlignet med selv at bevæge øjnene over siderne. Det var udsagn som »Så kan jeg lige nappe en Jussi på pendlerturen«, eller »Det er så hyggeligt, at der kører noget i baggrunden til opvasken«, der anfægtede mig. Litteratur som lydtapet! Sådan et altid-noget-i-ørerne-tyranni, der dikterede os at kombinere fitnessturen med en podcast og optimere vores pauser med mindfulness.
Men jeg blev klogere og måtte senere spørge mig selv, om det at lytte til historier ikke kan være akkurat det modsatte af fortravlet tidsoptimering? Hvis altså vi lærer at lytte. Og kommer godt overens med vores oplæser.
