Et stort hus bygget på samme ejendom, hvor den hyldede engelske forfatter blev født og boede sine første 25 år, er nu sat til salg.

Ejendommen, hvor Jane Austen skrev sine mesterværker, kan nu blive din

Jane Austen boede på Stevenson-ejendommen fra 1775 til 1800. I dag står et fornemt hus bygget af hendes bror på grunden. Foto: Savills
Jane Austen boede på Stevenson-ejendommen fra 1775 til 1800. I dag står et fornemt hus bygget af hendes bror på grunden. Foto: Savills
Lyt til artiklen

Forfatter Jane Austen har entusiastiske fans verden over.

Selv om hun skrev sine romaner for mere end 200 år siden, er hun stadig en af de mest populære engelske forfattere nogensinde. Og hendes fans nøjes ikke med at læse hendes bøger eller dyrke de tv-serier, film og teaterstykker, der er baseret på hendes værker.

Nej, de klæder sig ud i smukke, pastelfarvede kjoler med empiresnit, mødes til festivaler og selskaber, danser, skriver fanfiction og læser forfatterens værker op for hinanden. De dyrker cottagecore, en æstetik, der udspringer af forfatterens univers.

Og hvis én af dem har 8,5 millioner pund tilovers, er det nu muligt at flytte ind, hvor Jane Austen blev født, voksede op og boede, til hun var 25. Ejendomsmægleren Savills annoncerer nemlig med, at den fornemme engelske ejendom, der bærer navnet Steventon House, er sat til salg.

Austen-stemning

Det store hus i Hampshire er bygget af Jane Austens bror på samme sted, hvor Austen-familiens præstegård tidligere lå, og hvor de boede fra 1775 til 1800.

Det var her, Jane Austen skrev flere af sine hovedværker. Både ’Fornuft og følelse’, ’Northanger Abbey’ og ’Stolthed og fordom’, som har taget en stor plads i populærkulturen med sin romance mellem Elizabeth og Mr. Darcy, og ’Northanger Abbey’. Romaner, der er inspireret af hendes eget ungdomsliv som giftemoden præstedatter.

Og når man ser Steventon House, er det som taget ud af Austens romantiske og satiriske bøger. Der er nemlig tale om et elegant, højloftet georgiansk hus omgivet af smukke haver med gamle træer og store vinduer med udsigt over alt det grønne og græssende kvæg.

Som ejendomsmægleren Ed Sugden skriver i sit salgsmateriale: Selv om præstegården, hvor Jane Austen blev født og voksede op, i dag er væk, så stemmer ejendommen i dag »godt overens med den verden, som Jane skrev om«.

Nu med pool

Indenfor er huset dog moderniseret væsentligt siden opførelsen i 1810, og i haven er der tilføjet en tennisbane og en swimmingpool, kan interesserede forvisse sig om.

For på ejendomsmæglerens hjemmeside vises både en plantegning, 3D-rundtur i kvarteret, en række fotos og en video, så man kan tage turen op ad den buede allé af gamle træer, som fører op til en stor grusplads foran hovedindgangen, hvorfra man enten kan gå ned ad trapper til haver i flere niveauer eller indenfor i det 640 kvadratmeter store hjem.

Hvis man er fan af forfatteren, men ikke har millioner på kistebunden, kan man i stedet besøge museet Jane Austen’s House, en cottage, hvor forfatteren boede senere i sit liv samme med sin mor og søster.

Det ligger ikke langt fra Stevenson House, og man kan nøjes med at lægge 12,75 pund for oplevelsen.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her