Forfatteren bag den nye Elon Musk-biografi har erkendt, at en kontroversiel detalje i bogen – at techmogulen skulle have forpurret et ukrainsk droneangreb på en russisk flådebase i september 2022 – er faktuelt forkert, skriver den britiske avis The Guardian.
Oplysningen vakte opsigt, da avisen The Washington Post torsdag bragte et uddrag fra Walter Isaacsons bog. Her stod der, at Musk i hemmelighed bad sine ingeniører om at slukke Starlink-dækningen i en radius af 100 kilometer fra Krim-halvøens kyst for at forhindre et ukrainsk angreb i området.
Starlink er et satellitkommunikationssystem, der opereres af det amerikanske firma SpaceX, som Elon Musk er direktør for. Efter krigens udbrud har han leveret Starlink-terminaler til det ukrainske forsvar.
»Det resulterede i, at de ukrainske undervandsdroner mistede forbindelsen, så snart de nærmede sig den russiske flåde i Sevastopol, og dermed skyllede harmløst på land«, stod der i uddraget.
Musk afviser historien
Musk afviste imidlertid historien med det samme i et tweet. Han skrev, at de pågældende Starlink-regioner i forvejen ikke var aktiverede, og at firmaet ikke har deaktiveret noget.
Hvis jeg havde imødekommet den anmodning, ville SpaceX være medskyldig i en større krigshandling
Dog var der en hasteforespørgsel fra de statslige myndigheder om at aktivere Starlink i Sevastopol »med den åbenlyse hensigt at sænke størstedelen af den russiske flåde, mens den lå for anker«, lyder det yderligere i Musks tweet.
»Hvis jeg havde imødekommet den anmodning, ville SpaceX være medskyldig i en større krigshandling og have bidraget til en eskalering af konflikten«.
Fredag kom Isaacson med et klarificerende tweet, hvori det lød, at »ukrainerne troede, at Starlink-dækning var etableret hele vejen til Krim, men at dette ikke var tilfældet«.
Ifølge Isaacson bad ukrainerne Elon Musk om at aktivere det for at kunne foretage droneangrebet.
»Musk valgte derpå ikke at aktivere forbindelsen, fordi han mente – hvilket sandsynligvis har været korrekt – at det ville ende i en stor krig«, slutter forfatteren sit tweet.
Lørdag sagde Walter Isaacson så, at han, baseret på samtaler med Elon Musk, »fejlagtigt« havde troet, at beslutningen, der forhindrede Starlink i at blive brugt i forbindelse med et angreb på Krim, var blevet truffet samme aften, som det forsøgte ukrainske angreb fandt sted.
Efter nye samtaler forstod han nu, at politikken om den lukkede Starlink-forbindelse var blevet implementeret tidligere, hvilket ukrainerne ikke vidste. Musk bekræftede derfor ganske enkelt bare sin tidligere beslutning den pågældende aften.
»Sætter stor pris på det, Walter«, lød det lørdag i et nyt tweet fra Musk, hvori han tilføjede, at Starlinks servicevilkår forbyder, at teknologien bruges i en offensiv militær aktion, da Starlink er et »civilt system«.
fortsæt med at læse



