En sen aften efter bogmessen i Göteborg for nogle år siden havnede den svenske forfatter Stefan Lindberg i et festligt selskab med nogle forlagsredaktører. Hvad en af dem fortalte, havde han sikkert haft en anelse om længe, men nu blev det endelig bekræftet for ham: Den seriøse skønlitteratur med kunstneriske ambitioner lønner sig ikke.
I forlæggerkredse var man begyndt at give denne litteratur et øgenavn: »Problemsegmentet«, kaldte forlæggeren alle de prosaudgivelser, som ikke rummer krimigåder, kendisser og sex. Det vil sige: langt størstedelen af den svenske litteratur.






