Tyrkiske Orhan Pamuk har engang forklaret, hvorfor mennesker, der jo kunne foretage sig så meget andet, går i gang med at læse romaner. Hans svar lyder nogenlunde sådan: Vi læser de store romaner, fordi vi ikke føler os hjemme i verden: »Moderne mennesker læser, fordi relationen til det univers, de lever i, er blevet beskadiget«.

Pamuks tankevækkende definition er i familie med talrige andre, der ser litteraturen som et værn mod barbari i samfundet og en kilde til indsigt for den enkelte. Litteraturen civiliserer ved at få os til at erkende noget, vi ellers ikke ville have erkendt, er det på en gang håbefulde og pessimistiske postulat, hvis udgangspunkt jo altså er, at noget i forholdet mellem det enkelte menneske og verden er brudt sammen.