Umberto Eco var glad for papir. Hans vældige hjemmebibliotek var fuld af trykte bøger og hans forfatterskab kredsede uafladeligt om deres betydning. I hans bedste romaner spiller bøger og tegneserier, tænk på ’Rosens navn’, afgørende roller i plottet.
I essayet ’Hvordan man retfærdiggør et privatbibliotek’ fortæller han, hvad han efterhånden svarer alle dem, der konfronteret med hans enorme privatbibliotek spørger: »Sikke mange bøger. Har De læst dem alle sammen?«. Træt af at forklare sig, svarer Eco, der var professor i semiotik: »Nej, det her er dem, jeg skal have læst i løbet af den kommende måned. De andre har jeg stående på universitetet«.



