’Grand Hotel Europa’ er en skøn bastard af en bog. Årets mest solgte roman i Ilja Leonard Pfeijffers hjemland, Holland, og blandt meget andet en skæmteroman om Europa, som er lige dele kulturkritik og kærlighedserklæring.
Pfeijffer er poet, romanforfatter, essayist og klassicist. At han også er fræk som en slagterhund, demonstrerer han til fulde i en flabet kleppert af en roman, hvor det overordnede tema er Europa som en verden af i går. Så beklumret af fortid, at den har svært ved at forestille sig en fremtid og hiver efter vejret i sin nutid. Europæeren hænger uløseligt fast i sin fortid, men det er for Pfeijffer også vores særkende. Al den kulturhistorie, vi er vokset ud af, og ikke kan undsige os.





