Det begyndte med ’Kvinde ved vindue’. Det smukke lille maleri af kunstnerens hustru, stående rygvendt ved det åbne vindue i hans atelier, med udsigt over floden til bredden på den anden side, iklædt en kjole i samme skønne jord-, petroleums- og bronzefarver, som rummet er malet i. Det begyndte i sommeren 2010, da jeg stod foran det maleri på nationalgalleriet i Berlin og hørte, hvad den kontrollerede kvindelige speakerstemme sagde om det i audioguiden.
Hun talte om det snævre dystre inde-rum og kvindens længsel ud mod det befriende naturrum. Hun talte om inde-rummet som billede på det jordiske fængsel, og himlen og træerne og bredden på den anden side som et billede på den guddommelige transcendens.
