Nu kan jeg næsten ikke mere. Lad gå, at mit tv er fuld af ’true stories’ og biopics, men behøver der være så mange romaner, der også er ’baseret på virkelige hændelser’? Det biografiske udgangspunkt har som en tsunami ramt romankunsten de seneste år.
Metoden er lige så enkel, som den for mig er blevet enerverende: Man tager et menneske, der engang levede et interessant, men ofte upåagtet liv, og dramatiserer det. Den glemte fotograf. Den oversete videnskabskvinde. Den homoseksuelle maler. Udstyrer det for længst afdøde menneske med længsler, drømme, ensomhed, seksualitet, hvad som helst. Begrunder i efterfølgende interview, hvor afgørende vigtigt det er, at det pågældende menneske trækkes frem af historiens glemsel, for at vedkommendes erfaringer kan blive en del af vor tids offentlige samtale.
