Hvordan kom det så vidt, at den nu tidligere spionchef Lars Findsen blev hjemsendt, totalovervåget, renset af tre landsdommere for efterfølgende at blive anholdt, fængslet og tiltalt sammen med landets tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen for at røbe statshemmeligheder, indtil hele sagen til sidst endte som en fuser?
Politiken-journalist og forfatter Hans Davidsen-Nielsen har sat sig for at skildre danmarkshistoriens største efterretningsskandale i sin nye bog, ’De aflyttede’, der på eminent vis og med imponerende overblik samler trådene i den dybt komplicerede FE-sag. Det er forfatterens anden bog om sagen, men der er sket så meget, siden ’Spion blandt venner’ udkom for snart to år siden, at det er helt på sin plads med en opfølger.





