»Hvis jeg havde haft hendes bøger derhjemme, havde jeg smidt dem i skraldespanden«.
Det fortæller den nu pensionerede politimand Sam Lazarevich, der i 2004 dukkede op ved nobelprismodtager Alice Munros hjem i Ontario for at anholde hendes ægtemand for overgreb mod forfatterens datter, til Toronto Star.
For selv om der er gået næsten tyve år, husker han tydeligt, at han blev overrasket over forfatterens reaktion. Hun var rasende og råbte, at datteren var en løgner.
Han er en af dem, der nu underbygger det vidnesbyrd, forfatterens datter, Andrea Skinner, stod frem med i Toronto Star 7. juli. Her beskrev hun, hvordan hun er traumatiseret af seksuelle overgreb, som hendes stedfar udsatte hende for som barn, og af, at hendes mor, Alice Munro, ikke tog hendes men sin mands parti og dyssede sagen ned.
Efterfølgende har Andrea Skinner fået et væld af sympatitilkendegivelser på sociale medier, mens mange af Munros læsere er i vildrede.
For kan man stadig læse Munro efter afsløringen af hendes svigt som forælder?
Politimandens løsning med skraldespanden er den lette. Mange af forfatterens trofaste læsere har sværere ved at regne ud, hvad de skal stille op med deres kærlighed til hendes novellekunst.
Kan man for eksempel stadig læse novellen ’Vandalerne’ i ’Offentlige hemmeligheder’, hvor kvinden Bea lever sammen med alfahannen Ladner, som ydmyger hende og begår seksuelle overgreb mod den forsømte nabopige Liza?
En novelle, hvor Bea bliver hos Ladner på trods af hans hån og tilgiver ham.
En novelle, Munro udgav i 1993, året efter at hendes egen datter havde fortalt hende om, hvordan stedfaren havde begået overgreb.
Føles krænkende
Den hædrede forfatter Rebecca Makkai (’Boystown’ m.fl.) skriver i Los Angeles Times, hvordan nyheden om, at Munro forblev gift og levede sammen med manden, der var krøbet op i sengen til hendes datter, ikke kan undgå at forandre opfattelsen af såvel forfatteren som hendes værker.
For selv om vi efterhånden er vant til, at idoler fra musik, film og kunst falder fra tinderne efter afsløringer om elendig adfærd, rammer Munro-sagen et særligt ømt punkt.
Makkai beskriver, hvordan hun har lyst til at samle alle Munros historier til bunke og redde dem fra at blive ramt af det lys, der nu kastes over forfatterskabet. Men det er ikke muligt.
Især fordi detaljerne i Andrea Skinners essay lyder uhyggeligt lig noget, man kan læse i en Alice Munro-novelle. For hendes prisvindende fiktion handler ofte om, at en kvinde tilgiver en mand for noget utilgiveligt, eller om at indgå et elendigt kompromis for at kunne komme videre i livet.
Makkai, der selv blev udsat for overgreb som barn, har haft Munro som sit store forbillede, underviser i hendes tekster og har læst Munros historier som antihelte-fortællinger, som »triste fremskrivninger af, hvordan vores liv ville være, hvis vi indvilligede i de værste luner hos de mennesker, der ønskede at manipulere os«.
Men det gør hun ikke mere. I lyset af Skinners beskrivelser af, hvordan stedfaren rørte ved hende, blottede sig og onanerede foran hende, er Makkai »nødt til at erkende, at hun (Munro, red.) måske har benyttet sin egen familietragedie – som grundlæggende var hendes datters tragedie, uendeligt meget mere end hendes egen – som materiale«.
»Og på en måde, jeg ikke kan forklare, føles det som en krænkelse, som om vi alle har været i et intimt forhold med værker, der hele tiden har haft en frygtelig skjult side«, opsummerer Makkai på X.
Samme fornemmelse har professor i engelsk Carrie Dawson fra Mount Saint Vincent University i det akademiske magasin The Conversation. Hun skriver, at hun som så mange læsere rundt om i verden er ramt af en dyb følelse af tab.
»Det er også ydmygende at erkende, at jeg er chokeret, fordi jeg havde højere forventninger til hende end andre kunstnere – fordi hun er en kvinde, der skriver om kvinders liv, fordi jeg som feminist måske har idealiseret hende, og fordi jeg som en hvid kvinde syntes, at læsning af Munro var en så intim oplevelse«.
Mørkere læsning
Også det amerikanske magasin Vox bearbejder nyheden om Munros reaktion på misbruget af datteren. Kulturskribenten Constance Grady går tekstnært til værks for at belyse, hvordan mange af Munros værker, der ofte drejer sig om sex, seksuel tvang og mænd, der presser kvinder til tavshed, tager sig anderledes ud i lyset af, hvad der skete med Andrea Skinner.
»At vide, at hun fejlede så endegyldigt med at bringe den følsomhed og intelligens fra sit arbejde ind i sit virkelige liv, når det betød mest, får disse historier til at føles mærkeligere og mørkere, end de plejede«, lyder det.
Som eksempel fremhæver Grady novellen ’Vilde svaner’, som Munro udgav, to år efter at hendes mand misbrugte 9-årige Skinner, mens pigen foregav at sove. Her befamler en mand den unge kvinde Rose i toget. Hun bliver forfærdet, men er ude af stand til at afvise det, flov ved tanken. Samtidig beskriver Munro også, at Rose er nysgerrig efter at finde ud af, hvad der sker, at hun er begærlig og både bliver »offer og medskyldig«.
Før Skinners essay læste Grady novellen som en udforskning af en kvindes komplicerede seksualitet, som »en legende meditation over den måde, vores kultur erotiserer seksuel vold på, så det er almindeligt, at kvinder fantaserer om overgreb«.
Med den nye viden om Munro kan Grady ikke lade være med at spekulere over, om Munro vidste noget om, hvad hendes mand havde gjort ved hendes datter? Og om Munro allerede ledte efter måder at tænke på, så hun kunne gøre hans tilbøjeligheder harmløse?
Dagen kom
I 2005, samme år som Munros mand blev idømt to års betinget fængsel for overgrebene, udkom en stor biografi (’Alice Munro: Writing Her Lives’) om forfatteren.
Og selv om biografisten, Robert Thacker, kendte til sagen, og hvor ødelæggende den var for hele familien – Andrea Skinner havde direkte kontaktet ham om det – nævnte han den ikke. Af respekt for familiens privatliv.
»Jeg vidste godt, at dagen ville komme, jeg vidste bare ikke hvornår«, siger Thacker til The Washington Post.
Også Munros canadiske forlægger og en journalist, der fik bekræftet rygterne af Andrea Skinners stedmor, holdt tæt. Skinner selv forklarer, at »mange indflydelsesrige mennesker vidste noget om min historie og fortsatte alligevel med at støtte og underbygge en narrativ, de vidste var falsk«.
I maj i år var der da også lutter lovord i de nekrologer, medier verden over bragte om Alice Munro, da hun døde 92 år gammel. Andrea Skinner sluttede aldrig fred med sin mor. Med offentliggørelsen af sin overgrebshistorie ønsker hun at sætte fokus på, hvordan tavshed kan ødelægge familier.
fortsæt med at læse
