0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

2 hjerter: Sara Blædel sjusker og mister grebet om spændingen

Hvis der er én ting, en krimi gerne skal kunne, er det at få læseren til at læse efter plottet, og det er svært at få øje på i ’Den tavse enke’.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Niels Hougaard
Arkivfoto: Niels Hougaard

Hvis ikke man i forvejen kender til Louise Rick og personerne omkring hende, kan man som læser godt føle sig lidt udenfor i Sara Blædels nye krimi, 'Den tavse enke'.

Krimi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Krimi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Krimi nummer 11 med Louise Rick henvender sig tydeligvis til de læsere, der allerede kender – og holder af – den kvindelige efterforsker med ben i næsen og rod i privatlivet. Sara Blædel bruger rigtig meget plads i romanen på at beskrive Louise Ricks kuldsejlede forhold til ekskæresten Eik, hans schæferhund, forholdet til plejesønnen Jonas, underboerne Grete og Melvin, hunden Dina (!) og veninden Camilla, der er journalist og lige dele partner og konkurrent, når forbrydelserne rammer.

Hvis ikke man i forvejen kender til Louise Rick og hele hendes entourage, kan man godt føle sig lidt udenfor. Men selv hvis man som undertegnede har stiftet bekendtskab med persongalleriet tidligere, kan man også godt føle, at det tager overhånd med alle hundelufter-historierne, der truer med at stjæle fokus fra romanens egentlige ærinde, nemlig at fortælle en kriminalintrige. Hvis der er én ting, en krimi gerne skal kunne, er det at få læseren til at læse efter plottet, og det er svært at få øje på i alle Sara Blædels personlige mellemregninger.

’Den tavse enke’ er fortællingen om en kvinde, der findes dræbt på den kro, hun bestyrede på Tåsinge sammen med sin mand, som døde i en ulykke nogle år forinden. Med andre ord er hun titlens enke – og straks går selvfølgelig tankerne på, hvori det ’tavse’ består, hvilket tjener som en moderat drivkraft for læsningen. Louise Rick ankommer til Tåsinge og skal samarbejde med de lokale sydfynske politifolk, samtidig med at hun føler et svigt over for Jonas, som står med problemer derhjemme.

Den idylliske Strammelse Kro, hvor drabet er sket, viser sig at huse nogle mørke sider, og Sara Blædel forsøger sig med en diskret samfundskritik, der taler ind i tidens fokus på køn, seksualitet og mangfoldighed. Det er sympatisk og befriende utraditionelt i dansk krimisammenhæng, men figurernes kantethed kommer ikke så godt overens med forsøget på at skildre nuancer. Når Louise Rick antyder en af figurernes seksuelle tilbøjelighed, får hun svaret: »Sikke noget snavset vås at komme med«, hvorpå »En blodåre trådte frem ned over tindingen, og kæbelinjen blev skarp« (i det hele taget har Blædel noget med kæbelinjer, for en anden figur i romanen har en »vejrbidt kæbelinje«). Det kan godt være, at enkeltelementer i plottet forsøger sig med regnbuens farver, men persongalleriet forbliver forbavsende sort-hvidt.

Hurtigt peger en række spor i opklaringen tilbage på en flyulykke på egnen tre år tidligere. Og her begynder romanens underlige blanding af sjusk og unødvendige oplysninger at blande sig i en uheldig kombination. Et eksempel: »Helene var 38 år, da ulykken skete,« står der om kvinden, der var involveret i ulykken. Om hendes mand står der så: »Kristian Funch, født 1981. Camilla noterede, at han var et år ældre end sin kone.« Hvis ulykken er sket for tre år siden, altså i 2017, er der noget i dét regnestykke, der ikke stemmer. Er det vigtigt, kan man så spørge? Det er faktisk det helt rigtige spørgsmål at stille, for hvis det er vigtigt med alder og årstal, så skal der pinedød være styr på regnestykket.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce