Lyt til artiklen
Det føltes lidt som en dom, da Kamel Daouds roman dumpede ind ad min brevsprække til anmeldelse. Jeg kendte godt historien og vidste udmærket, at ’Huri’ fik Goncourtprisen i Frankrig sidste år. Jeg havde endda læst nogle sider af den franske original, men hurtigt lagt den fra mig igen.
Hvad der fortælles, er næsten ikke til at bære. Det er for grusomt, barbarisk, oprørende. Hvor meget blod kan en læser tåle, selv om fiktionen bærer både på vigtige sandheder og en sær skønhed? Og hvordan kan en anmelder sige noget om det litterære, når teksten står i gru til halsen?
