Lyt til artiklen
Jeg hørte engang Tomas Espedal tale om efterårsløvet. Om blade, der aldrig bare går fra grønt til rødt, men gradvist forvandles for en stund at indeholde hele spektret fra løvgrønt over syregult til højrødt og brunt. Så medrevet blev jeg, at jeg samme dag samlede en hel håndfuld nedfaldsblade op og frankerede dem til en, jeg elskede og ville opmuntre.
Han modtog vistnok en kuvertfuld smulder. Uanset havde Espedal overbevist mig om, at det at skrive er at sanse og lade sig overvælde af verden. Og det gjaldt ikke bare løvet, for lidt efter løb Espedal rundt om bordet jagtende halefjeren på en imaginær due.
