Hej, halløj, hallo! Vi hilser og kalder og gør opmærksom på os selv med det lille ’h-ord’, der varierer og er både nyt og gammelt som sproget selv. Hvad end vi mødes tilfældigt på cykelstien (hej, hej), usikkert afsøger mørket (halløj, hvem der?) eller leder utålmodigt efter svar fra mobilen: Halåååå ...?
Observationen kan virke banal, men hos den skotskfødte ordarkæolog Ali Smith foldes den ud som et kløgtigt essay midt inde i en roman om en midaldrende billedkunstners hyr med sin gamle far som en parentetisk ahaoplevelse lirket ind i alt det rod med mundbind og afstand og forbud og politisk bragesnak, som coronatiden bragte.
