D et forrygende ved Olga Ravns roman om en hekseproces på Christian IV’s tid er, at fortælleren er en voksdukke. Det er den, der har lagt navn til bogen. Den præsenterer sig i romanens første linjer som »en dukke på størrelse med et menneskes underarm«. Den er fremstillet af jomfru Christenze og er lidt som hendes barn, men også en slags voodoo-dukke med indstøbte menneskenegle og -hår. Det er den, der fortæller historien om Christenze, Maren, Apelone og Dorte, der bliver dødsdømt for trolddomskunst i Aalborg omkring år 1620.
Voksdukken fortæller, at den har ligget i jorden i mange, mange år: »Jeg så riger rejse sig, stater etableres, magt centraliseres. Jeg så olien skyde som bregner fra jorden i store, blanke tunger«. Den tematiserer fra starten det ulogiske i, at den overhovedet kan fortælle: »Jeg ved ikke, hvordan ordene undslipper mig, jeg har jo ingen strube, intet stemmebånd, ingen tunge«. (Det kunne enhver bog jo sådan set sige.)
